Lille frække Frida 
Lige siden vi hentede Frida i Vinderup hos Heidi og Senne, har vores liv ændret sig til et meget  aktivt liv - for Frida er en meget aktiv hund. Dengang boede vi i lejlighed med en lille have til. 
Det hele startede med, at vi godt ville have en hund, der kunne klare sig selv lidt bedre end vores forrige hund, Gina - en ruhåret gravhund, der blev 16 år, men jo til sidst var noget svagelig. Da jeg også altid gerne har villet dyrke agility, faldt valget på en Parson Russell Terrier, og det har vi ikke fortrudt. 

Frida og naboen 
Vi havde selvfølgelig sat nyt hegn op i haven, men Frida, der jo elsker at snakke med alle mennesker og hunde fik hurtigt udvidet maskerne i det nye trådhegn og ind til naboen gik det. Specielt når der var skæld ud i farvandet kunne vi være evigt forvisset om, at vi kunne finde Frida inde ved siden af – oftest gnaskende på et kødben, som vores flinke nabo, Marianne, der jo syntes hun var så sød, havde foræret hende. 
Da Frida blev for stor til at presse sig igennem hegnet, hoppede hun hele tiden over i stedet for, så vi besluttede, at vi lige så godt kunne klippe et hul i hegnet. 
Dette kom hurtigt til at betyde, at naboen og vi delte hunde. For nu kom hendes Cairn Terrier, Fie på besøg for at spørge, om Frida kunne lege. Og i mange måneder legede de to hunde hver dag snart hos os og snart hos naboen. 

Kloge Frida 
Frida har altid forstået at ”regne den ud”, og meget ofte fik hun franarret den stakkels nabohunds splinternye legetøj – bolde, bamser, pivedyr o.s.v. Og vi måtte gang på gang med røde ører levere tyvegods tilbage nogle gange i meget brugt tilstand. 
En dag ringede naboen på døren. Jeg åbnede, og mens vi stod på trappen med dørene åbne, forsvandt Frida ind til Marianne, men denne gang var det tilsyneladende ikke nødvendigt at hente hende, som vi efterhånden plejede at gøre –for til min store overraskelse, vendte hun meget hurtigt tilbage igen  - dog blot for at hente sit pivedyr og så forsvandt hun derind igen. Frida syntes åbenbart ikke, at legesortimentet var godt nok, måske fordi hun allerede havde ”lånt” de fleste pivedyr. 

Lydighed er en dyd 
Ja, lydighed har vi trænet – måske mest mig. Hvorfor skulle man komme når hun kalder? Jeg har det jo lige så sjovt! 
Vores tålmodighed blev sat på prøve. Efter et kvarters lydighedstræning mente Frida helt sikkert, at nu måtte det være frikvarter, og det fik hun så. 

Agility og ridning 
Bedre gik det, da vi så småt startede med agility, da hun var 10 mdr. gammel. Det var lige noget, der passede damen. Fuld fart på  - over stok og sten - og jeg måtte følge med, så godt jeg kunne. 
Frida elsker heste og følger troligt lige i hælene på dem, mens mor rider. I stalden viste hun ret hurtigt sine evner for at fange rotter. Ofte fangede hun 2-3 stykker om dagen! Men desværre for hende, fik hun sammen med et par Foxterrier, de resterende rotter  stresset så meget, at de flyttede. Men glade var vi - for i årevis havde man på alle mulige måder forsøgt at bekæmpe rotterne, men problemet var bare vokset år efter år - nu ser man ingen rotter i stalden mere. 

Kloge hunde keder sig aldrig  
Men hvad skal man så tage sig til, mens mor rider? Hvad gør en klog hund? Jo, kommunen har en plads i forbindelse med stalden, så Frida gik da bare derover og fik både hundekiks og bolde af de flinke mænd. 

Amanda 
Vi flyttede i hus, og for 5 mdr. siden kom så Amanda til – man kan jo ikke nøjes med 1 Parson. Det varede kun en enkelt dag, så forærede Frida en tøjhund til Amanda – ganske vist det dårligste og mest usle stykke legetøj hun havde, en laset Dalmatiner-tøjhund fra Netto - uden hoved, let slatten og uden ret meget fyld, men det var tydeligt, at hun var accepteret. Snart gik den vilde jagt i huset og haven. De har helt sikkert megen glæde af hinanden. Da det ikke er meningen, det skal blive en hel bog, vil jeg slutte historien om Frida med, at hun nu har fået 2 dejlige hvalpe. Hun er en fantastisk mor - men af og til kan de godt blive lidt for meget. Så overtager Amanda pasningen af de små. 

                                                                                                               Susanne Lyngbye 
 

Et kærligt nap til borgmesteren 
AFSKED: Torben Knudsen fortryder ikke sit nej til politik. Nu skal han passe hund 
Af Jesper Gimbel 
 
NØRRE AABY: Det er s'gu en rigtig hund! 

Det var borgmester Torben Knudsens spontane reaktion, da han på sin afskedsreception i går fik overrakt et levende bevis på, at mange bekymrer sig for, hvad han skal få tiden til at gå med, når han ikke længere er borgmester. 

Beviset hedder Amadeus, er ni uger gammel og af racen Parson Russel Terrier. Ifølge giveren, erhvervschef Aksel Tornøe på vegne af Ejby-Nørre Aaby Erhvervsråd, besidder racen en selvstændighed, der grænser til det stædige, er lærevillig på egne betingelser, og så går den ikke af vejen for at give langt større racer besked om, hvad den mener om dem. Uden at der nødvendigvis skal drages paralleller til den afgående borgmester, understregede erhvervschefen. 

Ideen til afskedsgaven lå lige for. Ejby-Nørre Aaby Erhvervsråd har en terrier som maskot. 

Straks Torben Knudsen tog den lille hund op, gjorde den, hvad mange af hans politiske modstandere i tidens løb har drømt om. Den tog ham godt og grundigt ved næsen - men borgmesteren havde ikke noget imod de forsigtige nap, der vist nok var kærligt ment. 

Ivrig debattør 
En pæn håndfuld borgmesterkolleger fra det vestfynske var troppet op for at tage afsked med Torben Knudsen. 

Hans afløser i embedet, partifællen Hanne R. Christensen, fremhævede en lang række af de forandringer, der er sket i Nørre Aaby i Torben Knudsens 14-årige regeringstid. Blandt andet har kommunen bevæget sig fra en af landets dyreste rent skattemæssigt til Fyns tredje-billigste. 

Claus Hansen, borgmester i Ejby, holdt en munter tale og afslørede, at han siden sommerferien ofte har været i tvivl om, hvorvidt Torben Knudsen nu virkelig ville stoppe. Årsagen var Torben Knudsens debat-iver i særlige sager, især de, der involverer andre kommuner. 

- Det kunne være mellemkommunale spildevandsforhold, lossepladser eller nærliggende kommuners grundskyld, sagde Claus Hansen med slet skjult henvisning til nogle af de udfald, Torben Knudsen af og til har gjort mod de to naboer Middelfart og Ejby. 

Han anførte dog også, at Torben Knudsen i Kommuneforeningens debatter kan være et nok så roligt gemyt. 

- Nogle vil ligefrem sige, at geniet sover. Men du ser indersiden af øjenlågene på en sober måde. Du hverken støjer eller nikker med hovedet, og pludselig er du med i debatten igen, sagde Claus Hansen. 

Vemodigt, men rigtigt 

Torben Knudsen erkendte, at det var vemodigt at tage afsked med borgmesterjobbet. Men han fastholdt, at det var den rigtige beslutning. 

- Man skal ikke sidde for længe. Det er hverken sundt for kommunen eller én selv. Jo ældre man er, før man går fra, jo sværere bliver det at genoprette sociale relationer, sagde han. 

Nu ser han frem til at dyrke de interesser, som han ikke har haft tid til, mens han sad på borgmesterposten. Og han vil ikke længere blande sig i politik. 

- Noget af det, jeg var mest glad for, da jeg startede, var, at den gamle borgmester ikke blandede sig. Jeg vil betragte det som utidig indblanding, sagde han og løftede samtidig sløret for en luftig plan: 

- Jeg håber sandelig, at jeg skal have en flyvemaskine igen. Jeg har da regnet med, at jeg skal til at flyve igen. 
 

© Fyens Stiftstidende og bladets fotografer og journalister har ophavsretten til artikler og fotos. Det er tilladt at tage enkelte kopier på papir til privat brug.